Genåbningen af dansk økonomi: Hårmode og cafébesøg

Det er blot få uger siden, at Danmark begyndte på første fase af genåbningen. En genåbning, der kan få afgørende betydning for dansk erhvervsliv. Foruden de små klassetrin i folkeskolen fik også frisørerne og terapeuterne lov til at genåbne som nogen af de første erhverv.

Og her er der positivt nyt at spore; særligt hos frisørerne. Godt en uge efter genåbningen hos frisørerne kunne Danske Bank berette om, hvordan frisørerne oplevede en stigning i omsætningen på 40% sammenlignet med sidste år.

Det er selvfølgelig positivt for frisørerne, at danskerne tilsyneladende stadig går op i frisurer og hårmode. Stigningen er dog ikke kun positivt nyt for frisørerne, men giver også anledning til positive forhåbninger hos de næste erhverv, der står overfor en genåbning. For hvis vi danskere allerede nu er parate til at gå ud i samfundet og bruge penge på at blive klippet, er vi måske også parate til at besøge detailbutikker og caféer, når de åbner op igen hhv. den 11. og 18 maj?

Fase 2 af genåbningen

Fase 2 af genåbningen startede som bekendt den 11. maj, og fortsætter den 18. maj. Her kan du få et overblik over nogle af de brancher, der får lov til – under restriktioner – at genåbne i løbet af fase 2:

  • Detailbutikker og storcentre
  • Restauranter, caféer og værtshuse
  • Biblioteker
  • Kirker og trossamfund
  • De ældste klassetrin i folkeskolen
  • Superligaen

Dette er blot nogle af de brancher, der får lov til at åbne op, og for dansk økonomi skal det blive særligt interessant at se, om danskerne er klar til ikke blot at bruge penge hos frisøren, men også hos detailbutikkerne, restauranterne og caféerne.

Sidder pengene tilpas løst hos forbrugerne, lover det godt for dansk økonomis fremtidsudsigter. Vi kan så håbe på, at dansk erhvervsliv hurtigt genfinder sit fodfæste uden, at mange af de mindre erhvervsdrivende må dreje nøglen om.

Fase 3 og 4

Efter den 18. maj er der dog stadig flere brancher, der endnu må væbne sig med tålmodighed. Det gælder f.eks. kulturliv og aktiviteter, der efter planen åbner i fase 3, samt natklubber, fitnesscentre og andre brancher, der er planlagt til fase 4.

Brancherne i fase 3 kan dog også se lys forude. Her forventer man en genåbning den 8. juni. Til gengæld må brancherne i fase 4 endnu væbne sig med tålmodighed – her forventes der tidligst en genåbning til august, hvilket til stadighed kan presse likviditeten hos flere af disse brancher.

Samlet set er der altså lys for enden af tunnelen. Der går dog en rum tid endnu, før vi kan forvente et dansk erhvervsliv – og dermed også aktiemarked – i højeste gear igen.